Springer ud i det…

Nogle gange skal man bare beslutte sig for at gøre noget, man har drømt om længe, ikke? Få det prøvet af. Se om det fungerer. Tage en chance. Måske er det ligesom med børn? Man fortryder aldrig dem, man får, kun dem man ikke får.

Jeg har brug for at have et sted, hvor jeg kan dele alle de der særheder, oplevelser, der ikke lige går som planlagt, og som livet ofte byder på. At der er et sted, hvor jeg kan få afløb for de frustrationer, der ofte trænger sig på i en presset hverdag. F.eks. når man bruger de to ledige og ofte meget hellige timer, man har, mens barnet sover lur, på at luge ukrudt i bedet ud til gaden, fordi det nu er ved at blive aldeles pinligt overfor naboer og øvrige forbipasserende, men det viser sig, at bedet ikke lige er sådan at luge, og man når mindre end en tredjedel og derfor ser det nu endnu værre ud. Som en falliterklæring, faktisk… Som en, der har gabt over for meget. Som en, der ikke ved, hvad filan hun har gang i, og hvorfor i al verden bruger hun ikke en-eller-anden-dims-som-alle-andre-mere-eller-mindre-havekyndige-kender-navnet-på, for det er da MEGET lettere og hurtigere.

Eller den situation, hvor man står på arbejdet og kigger sig i spejlet og opdager, at der er adskillige indtørrede mælke-/tandpasta-/savl-/indsæt-selv-flydende-genstand-pletter på tøjet. Som i øvrigt oftest er sort og strygefrit, fordi det er det letteste, selvom der hænger adskillige fine skjorter og kjoler i skabet.

Nå ja, og så er der lige det med tøjet i skabet, som faktisk overhovedet ikke er et skab, men et garderobestativ, som er ALT for lille til alt det tøj, jeg aldrig får brugt, og som resulterer i tøj ALLE andre steder i soveværelset. Men nu har jeg også opsagt den rengøringshjælp, som gav mega stress hveranden tirsdag aften, fordi der skulle ryddes op efter to ugers rodehoveders færden. PYH! Total lettelse… Eller… Der kommer forhåbentlig ikke uventede gæster forbi lige pludselig…

Så velkommen indenfor. Jeg håber, I kan blive en smule underholdt.